Guldfeberen i Californien

Reklame for sejlskib, der sejler til Californien i begyndelsen af guldfeberen

Guldfeberen i Californien (1848–1855) begyndte den 24. januar 1848, da James W. Marshall fandt guld ved Sutter's Mill, i Coloma, Californien.[1] Nyheden om fundet fik omkring 300.000 mennesker til at tage til Californien fra resten af USA og fra udlandet.[2] Af de 300.000 ankom ca. halvdelen ad søvejen og resten kom gående.

Guldgraverne, som ofte kaldes "Forty-niners" (som henvisning til 1849), gennemgik ofte betydelige strabadser på rejsen. Mens de fleste nyligt ankomne var amerikanere tiltrak guldfeberen titusinder fra Latinamerika, Europa, Australien og Kina. I starten udvandt guldgraverne guld fra vandløb og flodbunde med simple midler, såsom pander. Mere avancerede måder at udvinde guld på udviklede sig og blev senere anvendt verden over. På sit højdepunkt nåede de teknologiske fremskridt et punkt, hvor der var brug for betydelige finansielle midler, hvilket førte til at der blev flere mineselskaber mens antallet af individuelle guldgravere faldt. Der blev udgravet guld til en værdi af milliarder af dollars målt i nutidens priser, hvilket førte til stor velstand for nogle få. Mange vendte imidlertid hjem uden ret meget mere end de var kommet med.

Effekterne af guldfeberen var betydelige. San Francisco voksede fra en lille bosættelse til en storby, og veje, kirker, skoler og andre byer blev bygget ud over hele Californien. Der blev udformet en forfatning og Californien blev optaget i USA som delstat - den 31. i rækken af delstater - den 9. september 1850 som led i Kompromiset i 1850.

Nye transportmetoder blev udviklet da dampskibe blev indsat i fast drift og der blev bygget jernbaner. Jordbruget og kvægbruget voksede i hele delstaten for at imødekomme bosætternes behov. I begyndelsen af guldfeberperioden var der ingen lovgivning om ejendomsret i guldfelterne og der blev udviklet et system hvorefter ejerskab kunne hævdes. Guldfeberen havde også negative konsekvenser. Indianere blev angrebet og tvunget væk fra deres traditionelle områder og guldgraveriet medførte skader på naturen.

  1. ^ "Begivenhederne fra januar 1848 til december 1855 omtales i almindelighed 'Guldfeberen'. Efter 1855 ændrede guldminedriften sig og ligger udenfor guldfeber perioden.""The Gold Rush of California: A Bibliography of Periodical Articles". California State University, Stanislaus. 2002. Arkiveret fra originalen 21. februar 2012. Hentet 2008-01-23.
  2. ^ "California Gold Rush, 1848-1864". Learn California.org, en hjemmeside udformet for California Secretary of State. Hentet 2008-07-22.

Developed by StudentB